Jacque Lauritsen
skuespiller, sceneinstruktør, dramalærer

 

Tak fordi du kiggede forbi!

Her på siden kan du få et overblik over, hvad jeg har bedrevet gennem mere end 30 år som professionel scenekunstner.

Som skuespiller har jeg medvirket i alt fra Shakespeare over fransk cabarèt til ungdomsdramatik med roller som Kong Lear, Baudelaire og Afrodite i bagagen...Jeg har været engageret på små og store scener i hele landet, herunder det faste ensemble på Teater Nordkraft i Aalborg (2018-20). Desuden har jeg sat en række egne teaterprojekter i søen såsom "Jacque synger Brel" og monologerne "Faldet" - efter roman af Albert Camus - samt "Restaurant Europa", for hvilken jeg i 2023 blev Reumert-nomineret som Årets Mandlige Hovedrolle. 

Som instruktør har jeg ligeledes været vidt omkring og iscenesat ca. 30 forestillinger, der har spændt fra store egnsspil og musicals til Bertolt Brecht og intime ènaktere med opgaver på bl.a. Bådteatret, Får302 og Limfjordsteatret. Senest instruede jeg i foråret 2023 det doku-dramatiske teaterprojekt "Besættelsens fanger" om de inhumane forhold i Israels fængsler, skrevet og udviklet af den jødiske dramatiker Einat Weizman i samarbejde med palæstinensiske indsatte.

Endelig har en prioriteret og kærkommen del af mit arbejde bestået i undervisning på musik- og teaterskoler. Det er altid en særegen stor glæde at formidle teatergejst og kundskaber til nye talenter, og hvor et stort personligt engagement er alfa & omega.

Hvordan i det hele taget fange sit publikum og sine elever, hvis man ikke brænder for sagen? Og jeg brænder for et teater, der vil noget. Som i stort og småt tager kritisk stilling til sin samtid, gør det fremmede vedkommende og det velkendte overraskende. Kort sagt: Skaber refleksion og bevægelse.

Så håber vi ses på eller omkring de skrå brædder. Ligger de for lige, står man nemlig ofte for stille…Go' læselyst!